Flateyri set fra oven.
Steinninn, CC BY-SA 4.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0, via Wikimedia Commons

Kære læser,

Det er længe siden, jeg har delt en opdatering om hvordan tingene skrider frem, men projektet er i fuld gang, og der er sket meget bag facaden. Jeg har samlet et team bag mig, ført lange samtaler med mennesker der ved noget om højskoler og forretning, og jeg planlægger nu en rejse til Japan til sommer for at drive projektet videre. Mere om alt det kan jeg først røbe mere om senere. I dag vil jeg dele noget, der har inspireret mig mere end noget andet i den seneste tid.

I slutningen af april 2026, sad jeg overfor Lisbeth Trinskjær. Formanden for Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD), en af de mest erfarne stemmer i dansk højskoleliv. Vi talte om mit projekt med Andersen Højskole, og jeg fik mere med hjem fra det møde, end jeg havde regnet med. Og til sidst i den samtale, næsten i forbifarten, fik jeg at vide; du bør kigge på det, der sker på højskolen i Island…

Jeg vidste ikke engang, at der fandtes en højskole i Island. Men jeg fulgte tippet, og gravede mig igennem adskillige islandske og norske artikler og hjemmesider (dog via automatisk oversættelse), og samlede langsomt billedet af, hvad der faktisk var sket i den lille by i Islands Vestfjorde. Det jeg fandt, forbløffede mig! Dette er historien om en by, der var ved at forsvinde, og en højskole, der vendte det hele.

I de islandske Vestfjorde

I en af de mest isolerede egne i et land, der i forvejen ligger langt fra alt, ligger den lille by Flateyri. Byen blev grundlagt i 1792 og har dybe rødder som hvalfangst- og fiskeriby, placeret helt ud til fjorden mellem stejle fjelde og omgivet af en natur, der er lige så smuk, som den er nådesløs.[10]

I mange årtier har Flateyri været udfordret af befolkningstilbagegang. Det er en historie, man genkender fra mange mindre samfund i den industrialiserede verden: Folk får færre børn, og de unge, der vokser op, søger mod de større byer. Men for Flateyri var fortællingen langt mere ekstrem end den gængse.

Da tiden stod stille

Da byen var på sit højeste i 1964, boede der 550 indbyggere. Men alt ændrede sig den 13. januar 1995, da et voldsomt sneskred styrtede ned over byen og tog 20 menneskeliv.[1] Det var et slag, som Flateyri aldrig helt kom sig over. Familierne sørgede, og mange af dem, der var tilbage, begyndte stille og roligt at pakke deres liv sammen og flytte væk. Modløsheden bed sig fast, og i 2017 var der blot 217 registrerede indbyggere tilbage.

For en stund så det ud til, at Flateyri var på vej til at lukke og slukke. Byen var i fare for at forsvinde fra landkortet og ende som en parentes i historiebøgerne; et sted, man talte om i datid. Men midt i denne stilstand kom en gruppe mennesker med et forslag, der ved første øjekast virkede både radikalt og nærmest umuligt: En højskole skulle redde byen.

Idéen der vakte byen

Idéen om en højskole begyndte at tage form allerede i 2016 hos en gruppe på ca. 30 lokale ildsjæle, der samlede sig om projektet.[9] De delte en erkendelse af, at hvis byen skulle overleve, kunne man ikke længere kun læne sig op ad fiskeriet. Der var brug for nye grunde til, at folk skulle vælge at bosætte sig i fjorden.

Svaret fandt de i den danske højskoletradition. Gruppen var overbevist om, at netop denne skoleform kunne bringe livet, energien og ikke mindst de unge mennesker tilbage til byen. Visionen var at vække byens slumrende potentiale til live. I stedet for at se byen fortsat skrumpe ind, ville de vende udviklingen og bruge det, der allerede var der.

Man forestillede sig et studiemiljø, hvor eleverne flyttede ind i helt almindelige huse som genboer til de lokale fiskere, og hvor byens eksisterende faciliteter, den gamle redningsstation, forsamlingshuset og den lokale svømmehal, blev vakt til dåd som skolens lokaler. Men det vigtigste klasseværelse skulle være selve den rå, arktiske natur udenfor. Tanken var at gøre selve landsbyen Flateyri til ét stort, åbent campus, hvor skolen og byen smeltede sammen. For gruppen gav idéen så dyb mening, at den radikale tanke hurtigt blev til en uomgængelig nødvendighed.

Projektet fik for alvor luft under vingerne i februar 2017, hvor gruppen mødtes og holdt stiftende generalforsamling for det, der skulle blive til Højskolen på Flateyri, eller på islandsk Lýðskólinn á Flateyri.[2] Målet var klart: Flateyri skulle ikke længere være en by, man rejste fra, men en by, man rejste til.

Kommunen gik forrest med direkte finansiel støtte, gratis faciliteter og garanti for skolens drift i det første skoleår. Fonde, foreninger og lokale virksomheder fulgte efter. Og mere end 80 enkeltpersoner meldte sig som faste månedlige bidragydere, kaldet “Hollvinir” (venner af skolen); mennesker der troede på projektet og ville være med til at gøre det muligt.[13] Finansieringen kom ikke fra én enkelt donor, men fra et bredt netværk af mennesker, institutioner og virksomheder, der hver især lagde et stykke til fundamentet.

Højskolen åbner

Med finansieringen på plads kunne Højskolen allerede åbne dørene i efteråret 2018 med 32 studerende, under ledelse af skolens første rektor, Helena Jónsdóttir.[3] I en landsby med blot 217 indbyggere gjorde det en forskel i gadebilledet, der kunne mærkes fra dag ét.

Succesen gav hurtigt genlyd. Allerede i juni 2019, et år efter åbningen, vedtog det islandske parlament landets første lov om folkehøjskoler. Det var en formel anerkendelse af, at skoleformen nu hørte hjemme på Island, at den tjener et vigtigt socialt formål, og at den fortjener stabil statslig finansiering.[5]

Behovet havde Ingibjörg Guðmundsdóttir, der overtog som rektor i juni 2019, formuleret klart (oversat fra islandsk): “Det har manglet noget for dem, der ikke er helt sikre på, hvad de næste skridt er, eller som ønsker at tage en pause fra traditionel uddannelse. Og dette opfylder på en eller anden måde fuldstændigt det behov.”[1]

Efter tre år i drift havde omkring 90 personer gennemført uddannelsen. Af de første hold valgte en tredjedel at blive boende i Flateyri eller vende tilbage. De stiftede familier, startede virksomheder og slog sig ned i byen; og gennemsnitsalderen, der i årevis var steget, begyndte at falde. Årgangen 2021 satte rekord i antal nyfødte.[1] Byen var igen begyndt at vokse.

Det skabte et nyt problem: pludselig var der ikke nok boliger. I 2021 annoncerede den islandske stat et bidrag på 134 millioner islandske kroner til opførelsen af 14 nye studieboliger. De første nye boliger i Flateyri siden 1997. Katrín María Gísladóttir, der i maj 2021 tiltrådte som skolens tredje rektor, kaldte det historisk (oversat fra islandsk): “Dette er ikke bare et kæmpe skridt for skolen. Det er et skridt for hele landsbyen.” [6]

Hovedgaden i Flateyri.
Christian Bickel fingalo, CC BY-SA 2.0 DE https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/de/deed.en,
via Wikimedia Commons

Livet på Flateyri højskole i dag

I dag ledes skolen af rektor Margrét Gauja Magnúsdóttir, der tiltrådte i begyndelsen af 2025, og modtager studerende på to årlige hold med plads til omkring 26-30 per hold.[11] Som højskole er der ingen eksamener, ingen karakterer og ingen afleveringer. I stedet er hverdagen bygget op om fællesskabet: studerende lever og lærer side om side, deler måltider og hverdagen med hinanden og med byens indbyggere.

Undervisningen foregår ikke kun inden for skolens egne vægge. Det primære lokale ligger på anden sal i byens gamle kooperativ, men i praksis er hele landsbyen klasseværelse, hos lokale virksomheder, på både, i fiskerivirksomheder, i køkkener, stalde og skove, og ikke mindst i den vestislandske natur, der omgiver Flateyri på alle sider. Skolen tilbyder et bredt udvalg af kortere kurser af en til to ugers varighed, hver med sin egen specialistunderviser;en tagselvretsbuffet af fag henover skoleåret. [10]

Hvad mange elever siden har beskrevet som det mest værdifulde er ikke kun det faglige; det er venskaberne, netværket og erkendelsen af egne styrker, som et år i tæt fællesskab giver mulighed for.[10]

I november 2025 blev skolens fremtid yderligere sikret med en treårig driftsaftale med det islandske undervisningsministerium. Undervisningsminister Guðmundur Ingi Kristinsson, der ifølge ministeriet besøgte skolen ved skoleårets åbning sammen med Islands præsident Halla Tómasdóttir, udtalte i den forbindelse (oversat fra islandsk): “I Højskolen på Flateyri udføres et vigtigt arbejde med at styrke de studerende og øge deres tro på egne evner. Skolen beriger mangfoldigheden i uddannelsessystemet med fokus på praktisk og oplevelsesorienteret læring.” [8]

Driftsaftalen lagde siden grund for endnu et konkret skridt: i april 2026 købte skolen det gamle redningsstationshus i byen for 33 millioner islandske kroner; skolens første egne bygning og det tydeligste tegn på, at projektet er kommet for at blive.[12]

En case for fremtiden

Højskolen på Flateyri har vist, at en højskole kan være langt mere end et uddannelsestilbud; den kan fungere som en direkte katalysator for lokal fornyelse. Flateyri var en by i modvind, men højskolen vendte udviklingen ved at tiltrække nye beboere til. Lærere og studerende, hvoraf mange har valgt at slå sig ned permanent. Siden fulgte politisk og økonomisk opbakning, og skolen er i dag blevet den bærende søjle i lokalsamfundet.

Det bekræfter mig i, at Andersen Højskole har et enormt potentiale. Japan har hundredvis af landdistrikter, der kæmper med præcis de samme udfordringer: tomme bygninger og en faldende befolkning. Her kan højskolemodellen være en del af løsningen. Med Højskolen på Flateyri har Island vist vejen, nu vil vi genskabe succesen i Japan.

Vil du følge med eller bidrage til projektet, hører vi meget gerne fra dig på info@andersenhojskole.dk.

Vil du læse mere om højskolen på Flateyri, kan du besøge deres hjemmeside på lydflat.is.